Jul anno 1860

[hundeuld]

1.dsger.jpg

Jul i Odsherred på en gård anno 1860

I en Alder af 84 år døde i 1941 tidligere gårdejer i Gudmindrup Marthin Petersen.
Kort forinden havde han samlet sine erindringer om gamle jule skikke i Odsherred således som han havde oplevet dem i sin barndom i 1860'erne. De blev præmieret af »Berlingske Tidende« og sammen med andre bidrag udgivet i bogen »Barndommens jul«.
Marthin Petersen tjente i Gudmindrup, da soldaterne vendte hjem fra krigen 1864, og det er om julen i Gudmindrup på den tid, han fortæller. Hans fader var gårdmand Jens P. Madsen, Gudmindrup, plejesøn af Jens Olsen, der også var gårdejer i Gudmindrup, og hans mor, Karen Sophie Jørgensdatter, var gårdmandsdatter også fra Gudmindrup. Marthin Petersens gård ejes nu af Oluf Nielsen.


Min barndoms jul stod ganske vist ikke i julepakkers, bøgers, juletræs og appelsiners tegn, men var en god, dansk, almen jul, som for mig alligevel, trods datidens beskedenhed, rummer de smukkeste juleminder i hele min lange tilværelse.
Det første julevarsel hjemme på gården var den dag, moder beordrede karlene til at hente Sule-Ollen op fra Kælderen, den skulde op og skoldes.
Sule-Ollen, som vi kaldte den, var en lang, udhulet træstamme, der fuldstændig lignede en stenalderbåd, dem, der af og til bliver gravet op i tørvemoserne. Thi i denne Olle blev juleflæsket lagt; det andet årsflæsk lå i det rigtige, ovale sulekar.
Dette skete som en fast regel midt i november, og begyndte få dage efter juleslagtningerne.
Det vil dog sige, først kom turen til fårene, vi skulde jo have talgen i god tid. Gamle Ane skulde nok passe på og ikke komme bag efter; hun var nemlig »lysemester«; hun havde ry herfor i hele sognet; hun lavede lys i alle mulige størrelser.
Jeg erindrer endnu, at henne ved hendes plads ved bilæggeren stod på denne et meget svært lys, for resten det lys, som gav mest lys i hele huset. Hun plejede altid at sige: »Ser I folk, her henne ved spinderiet trænger vi til lyset; for det I karlefolk sidder henne ved storbordet og glaner på Sejerværket (bornholmeruret) og ud af vinket, kan I godt nøjes med en Prås«.
Ja, en Prås var vel nok en elendig belysning. Skyggerne i stuen blev så løjerlig lange, og til at læse ved var det ikke - men læsning fandtes der jo næsten intet af ud over bibelen og salmebogen.
Sådan en lyseprås var et stykke garn, lige dyppet i tællen en gang; de var derfor nemme i brug og anskaffelse og blev benyttet meget i datidens bondehjem.
En anden begivenhed, som på sin måde også varslede julens komme, var den dag, da Ole Fisker, som boede i en lille tangtækket hytte nede ved stranden, svingede ind i Gården med sin trillebør og rødmalede fiskerkasse og afleverede de traditionelle snese ål til nedsaltning og derefter blev budt ind på kaffe.

Den store klukflaske med brændevin blev sat ind til Oles behagelige afbenyttelse, og når han trillede ud af gården, kunde det ske, at porten var lige smal nok. Salt ål kom ofte på Bordet, særlig når vi fik besøg af fremmede længere hen på højtiden.

Forsættes...........

[supersine669]

Hyggelig og interessant læsning. Glæder mig til at læse forsættelsen.

[hundeuld]

Juleslagtning.

Men nu kommer vi til det, som rigtig gav os julevarslet, nemlig svineslagtningen. De dage var en hel lille højtid på gården. Lang tid i forvejen var de to bedste grise af bestanden blevet taget ud som julegrise. Og da de skulde op på en særlig stor fedestand, fik de to »Makbraser«, gårdens Kælenavn for julegrisene, særlig god forplejning.
Den dag, juleslagtningen skulde begynde, hørte man i den årle morgenstund, længe inden en vis herre fik tøfler på benene, de ringbeslåede træskos klapren på køkkenets og bryggersets toppede brosten, og inden folkene gik til denne bedrift, fik de en ordentlig hybenkradser på fastende hjerte. Den snaps bestod i reglen af malurt og perikum, tilsat på brændevin. Som dreng havde man det ærefulde hverv bare at skulle holde grisen i rumpen, når den blev stukket; her skulde man vise sit mandsmod, men det kneb somme tider.
En gang, husker jeg, stod man og brølte om kap med grisen til stor moro for slagtefolkene. Men det gjaldt om at blive på sin post; thi som belønning fik man de to blærer af grisene.
Når nu grisene var skoldet, blev de hængt op på to solide tækkestiger, og når så opskæringen begyndte, og man havde fået de to varme blærer krammet tørre, gik man hen og fik fat i en stor mursten og sad så og »bankede« dem godt igennem på stenen.
Efter at de havde ligget et par timers tid, blæste man dem op og stoppede nogle store ærter i dem - og så et bånd i dem og i løb med dem ud over markerne i et muntert kapvæddeløb. Vi kaldte dem for rasleballoner. Når vi nåede helligtrekonger, blev de skåret op til skind til rumlepotter; men herom skal senere fortælles.
Men nu fik kvindfolkene rigtig travlt; der blev lavet medister- og spegepølse, og så lavede vi også den såkaldte hvidpølse. Hertil blev brugt mælk i stedet for blod; denne pølse var særlig beregnet til børn og til kvindespise.
Men blodpølsen var jo hovedfavoritten. Og dagen efter slagtningen var der gang i kogningen af pølserne.
Samme aften var der altid pølsegilde med indbudte naboer. Pølserne, der endnu var varme, serveredes med smeltet fedt og det såkaldte mørke puddersukker. Ved et sådant pølsegilde gik ofte bølgerne højt; der vankede rigeligt med snapse og gammelt øl.
Den gang diskuteredes politik meget ivrigt. Vi havde jo lige oplevet den ulykkelige krig i 64, og flere af deltagerne havde gjort dette felttog med, medens andre af de ældre havde været med i treårskrigen. Og i diskussionens hede drillede disse gæve fædrelandsforsvarere dem fra 64. Og senere hen, da den såkaldte riffelbevægelse i provisorierne tog sit omfang på landet, var disse problemer gerne Pølsegildernes stående debat.
Foruden sortepølser var der nogle herlige dage, hvor spise-sedlen lød på finker, fedtegrever o. s. v.
Og når dette var overstået, kunde man gå ned i kælderen og fryde sig over den lange Sule-Olle, fyldt til randen med julens mad - flæsk og medisterpølse.
Eller kigge op i den åbne skorsten, hvor de store spegepølser og skinker hang til røgning.
Ja, det var i de gode gamle dage, som man siger; hvad angår dette, kunde husmoderen fra vore dage nok have grund til at ønske sig den tid tilbage.
Her skal også kortelig nævnes, at når gæsterne gik hjem fra pølsegildet, fik de en portion slagtemad med hjem; men dette blev så gengældt, når det var deres tur.
Men som de gamle sagde: Ingen jul uden brød, og vi skal nu høre lidt om .

Forsættes....

[hundeuld]

nissefar.gifJulebagning

Aftenen før bagningen skulde begynde, var det for en gangs skyld moder, der indtog pladsen for enden af lang-bordet; nu skulde hun til at støde krydderier i den store, blanke malmmorter, som havde sin plads på bilæggeren, alle krydderier var dengang hele, når man fik dem oppe fra købmanden i købstaden.
Og snart fyldtes folkestuen af en liflig, krydret duft og af malm morterens livlige klang; det hele gav et behageligt forbillede på julens herligheder.
Inden bagningen havde i flere år vor røgter, Mads Kristian kaldet, den betroede post at sørge for ovnens rigtige opvarmning. Da bagningen var fuldstændig afhængig af ovnens rigtige temperatur, gjaldt det om, at den, der var fyrmester, var kendt med ovnen; og det var vor gode Mads Kristian tilfulde.
På en bondegård var det til dagligdags rugbrødet, der holdt for, men i højtiden kom sigtebrødet til højbords. Og det var sandelig ikke små portioner, der blev bagt; og brødene var dobbelt så store som dem, vi kender i nutiden.
Ligeså husker jeg nogle gevaldige julekager, i hvis midte var trykt en hest, og langs kanten, med små mellemrum, heste-hovedet; til at trykke disse mærker blev brugt håndtaget på et manglebræt, som var udskåret som en hest og til at skrue af.
Men det af julebagningen, som vi børn var mest interesserede i, var pebernødderne. Der blev bagt to slags; de, der skulde bruges til at spille om, var nogle hårde svende, og hver 5. stykke dej, som blev skåret ud til disse, var dobbelt så langt, og vi kaldte dem for misser.
Men der blev også bagt nogle mere velsmagende til selve juleaften, rigeligt tilsat honning.
Af bagværk bagtes til julen, foruden hvedebrød, klejner og små kager, formet som nisser og hunde og ænder, ikke altid lige heldige i udførelse! Og så var der ikke at forglemme æbleskiverne og søsterkagen med rosiner i.
Men senere blev det moderne på nogle af Højbys bøndergårde at tage op til bageren i Nykøbing og købe kage figurer med sukker på; det var de såkaldte markedsmænd og - koner, dyrefigurer, svaner, storke o. s. v.
De blev ellers solgt på markederne, men kom nu også frem i julehøjtiden.
En ting, som ganske vist ikke hørte bagningen til, var stegning af æbler. Næsten hver aften om vinteren lå der et sådant halvt stegt æble til hver af gårdens beboere på bilæggeren. Det spiste man gerne, inden vi brød op for at gå til sengs. Jeg tror, det var en meget sund skik, som nutidens folk skulde prøve.
Men inden man var klar til at modtage julen, var der en ting, som var af stor betydning, og som her ikke må glemmes, nemlig

Forsættes....

[supersine669]

Elsker bare at læse om gamle dage.

[hundeuld]

Julebrygningen.

Malt og humle var de to hovedbestanddele, der skulde bruges til ølbrygningen.
På sognets gamle bøndergårde dyrkedes nok humle, som kunde bruges, men de fleste brugte at købe humlen af den fynske kræmmer, som besøgte sognet hvert år hen på efteråret, eller købte den på efterårsmarkedet i Nykøbing. For, som de gamle sagde: »Den fynske Humle og sjællandske malt gør ej øllet stramt (beskt)«.
Malten blev afhentet på bryggeriet i Nykøbing, som i god tid havde fået vor byg op til brænding. I rigtig gammel tid malede og tilvirkede man malten selv.
Den før omtalte gamle røgter, Mads Kristian, forestod også ølbrygningen; han havde et godt ry på sig som ølbrygger og blev brugt hertil på sognets gårde til højtiden.
Han tilvirkede 3 Sorter, almindelig tyndt hverdagsøl og derefter kraftigt gammelt øl, og som jule-øl kom han honning i.
Jeg mindes dette øl endnu; det havde en herlig smag, og når vi rigtig skulde delikatere os, så blev det varmet i et lerfad, og deri kom så rå sirup og grød. Det var vel nok en herreret, når det kom på bordet om søndagen til Kvælds-Nadver.
Mads Kristian kunde også den kunst at lave mjød af honningen; og den blev akkurat, som den skulde være; når glasset var tomt, drev fedtstriberne ned ad det; det var tegnet på den rigtige mjød.
Her er nu omtalt forberedelserne til julebordet, men nu kommer det allervigtigste, som vi børn hele året havde glædet os til, nemlig den dag, stadsvognen blev trukket frem, og med moder og fader på forsædet og vi børn bag i vognen kørte op.

Forsættes...