Jul i Odsherred på en gård anno 1860
I en Alder af 84 år døde i 1941 tidligere gårdejer i Gudmindrup Marthin Petersen.
Kort forinden havde han samlet sine erindringer om gamle jule skikke i Odsherred således som han havde oplevet dem i sin barndom i 1860'erne. De blev præmieret af »Berlingske Tidende« og sammen med andre bidrag udgivet i bogen »Barndommens jul«.
Marthin Petersen tjente i Gudmindrup, da soldaterne vendte hjem fra krigen 1864, og det er om julen i Gudmindrup på den tid, han fortæller. Hans fader var gårdmand Jens P. Madsen, Gudmindrup, plejesøn af Jens Olsen, der også var gårdejer i Gudmindrup, og hans mor, Karen Sophie Jørgensdatter, var gårdmandsdatter også fra Gudmindrup. Marthin Petersens gård ejes nu af Oluf Nielsen.
Min barndoms jul stod ganske vist ikke i julepakkers, bøgers, juletræs og appelsiners tegn, men var en god, dansk, almen jul, som for mig alligevel, trods datidens beskedenhed, rummer de smukkeste juleminder i hele min lange tilværelse.
Det første julevarsel hjemme på gården var den dag, moder beordrede karlene til at hente Sule-Ollen op fra Kælderen, den skulde op og skoldes.
Sule-Ollen, som vi kaldte den, var en lang, udhulet træstamme, der fuldstændig lignede en stenalderbåd, dem, der af og til bliver gravet op i tørvemoserne. Thi i denne Olle blev juleflæsket lagt; det andet årsflæsk lå i det rigtige, ovale sulekar.
Dette skete som en fast regel midt i november, og begyndte få dage efter juleslagtningerne.
Det vil dog sige, først kom turen til fårene, vi skulde jo have talgen i god tid. Gamle Ane skulde nok passe på og ikke komme bag efter; hun var nemlig »lysemester«; hun havde ry herfor i hele sognet; hun lavede lys i alle mulige størrelser.
Jeg erindrer endnu, at henne ved hendes plads ved bilæggeren stod på denne et meget svært lys, for resten det lys, som gav mest lys i hele huset. Hun plejede altid at sige: »Ser I folk, her henne ved spinderiet trænger vi til lyset; for det I karlefolk sidder henne ved storbordet og glaner på Sejerværket (bornholmeruret) og ud af vinket, kan I godt nøjes med en Prås«.
Ja, en Prås var vel nok en elendig belysning. Skyggerne i stuen blev så løjerlig lange, og til at læse ved var det ikke - men læsning fandtes der jo næsten intet af ud over bibelen og salmebogen.
Sådan en lyseprås var et stykke garn, lige dyppet i tællen en gang; de var derfor nemme i brug og anskaffelse og blev benyttet meget i datidens bondehjem.
En anden begivenhed, som på sin måde også varslede julens komme, var den dag, da Ole Fisker, som boede i en lille tangtækket hytte nede ved stranden, svingede ind i Gården med sin trillebør og rødmalede fiskerkasse og afleverede de traditionelle snese ål til nedsaltning og derefter blev budt ind på kaffe.
Den store klukflaske med brændevin blev sat ind til Oles behagelige afbenyttelse, og når han trillede ud af gården, kunde det ske, at porten var lige smal nok. Salt ål kom ofte på Bordet, særlig når vi fik besøg af fremmede længere hen på højtiden.
Forsættes...........
|
|
Besvar med citat